For vandrere
Der er rige muligheder for at få nogle helt fantastiske vandreoplevelser i Le Vieux Pont.
Det smukke landskab med sine vinmarker og bakker åbner muligheder for, at både øvede og uvante vandrere kan få nogle fantastiske oplevelser.
Hvis du kan lide at vandre, så er Auberge du Vieux Pont helt klart et godt udgangspunkt.
Et godt kort og en god turbeskrivelse er vigtig. “Le Parc naturel régional du Luberon…à Pied” indeholder 27 rundture med kort og turbeskrivelser samt områdets historie og natur. Bogen er på fransk, men kortene er meget gode at gå efter.
Et godt kort over området er også vigtigt. Det franske “Institut Geographique National“ (IGN) har udgivet 350 different vandrekort over Frankrig i målestok 1:25.000 (de blå kort). Både bog og kort kan købes i enhver Tabac eller boghandel.
Læs om udvalgte vandreture og god råd i Merindol Nyt, som du finder på forsiden af denne hjemmeside. Blandt de mange andre muligheder kan vi i øvrigt nævne:
La Font de l’Orme
Her finder du på en tavle forslag til forskellige vandreture i Luberon Bjergene.
Sådan kommer du dertil: Fra lejligheden kører du mod Merindol. Første lille vej på venstre hånd – efter rundkørslen – fører direkte til stedet efter nogle kilometers kørsel. Pas på modgående trafik.
Georges du Regalon
Dramatisk tur gennem slugten. Husk godt fodtøj.
Sådan kommer du dertil: Fra lejligheden kører du mod Cheval Blanc. Efter rundkørslen er der efter få kilometer på højre hånd afvisning til Georges’en.
Le vieux Merindol. Ruinen
Højt oppe over Merindol ses en ruin. Det er værd at vandre hertil; især pga udsigten over floddalen.
Colorado Provencal
Nogle meget smukke kortere vandreture i de farveprægtige okkerbjerge.
Husk vand og praktisk fodtøj, som tåler det røde støv.
Sådan kommer du dertil: Kør til Apt. Kør herfra ad D22 i nordøstlig retning mod Rustrell, ca. 10 km. Læg mærke til skiltningen ved den store rundkørsel. Parker ved ”municipal” parkeringsplads.
På vej kan man lørdag formiddag besøge markedet i Apt. Gå ind i kirken Cathedralle Saint-Anne med de tre krypter.
Forêt des Cèdres
Cederskove er ikke så almindelige. I denne kan man vandre en fin to timers afmærket botanisk rute.
Sådan kommer du dertil: Kør til Lourmarin. Herfra køres ad D 36 mod Bonnieux. Inden Bonnieux er der afmærkning til venstre mod cederskoven. Parkeringsafgift i højsæsonen.
Fugleobservatoriet
Ved Durancefloden er bygget et observationsskur, hvor man kan sidde skjult og iagttage det rige fugleliv.
Sådan kommer du dertil:
Gå ud ad lågen bag poolen. Gå til venstre og følg vejen et par km. Drej derefter mod floden.
Merindol a Durance
Man oplever typiske provencialske vækster, fuglelivet ved floden. Med lidt held kan bævere ses. På vejen anbefales det at sidde lidt tid i fugleobservationsskuret og iagttage det rige fugleliv.
Sådan kommer du dertil:
Kør fra auberget mod Merindol, og passer lige ud gennem den store rundkørsel ved byen. Kør ca 500 meter til skiltet: Fôret Communal de Merindol. Herfra udgår en smuk tur på 1,5 time. Afmærket med gul farve.
Luberon på tværs
Dette er en lang, anstrengende og usædvanligt smuk tur gennem slugter, cirkeldale og høje plateauer.
Sådan kommer du dertil:
Det er praktisk med to biler. Parker den ene ved Georges de Regalon og kør derefter til Oppede-le-Vieux. Her starter vandreturen.
Den markeres med rød/hvid fra Place de Syndicate. Den første time er op og op – anstrengende. Herefter bliver vandreturen betydeligt lettere.
Nedstigningen i Georg du Regalon stiller krav til klatrefærdigheden. Brug arme, ben og bagdel ved denne nedtur.
Medbring mad og rigeligt drikke.
Det tog et pensionisthold på seks personer seks timer at tilbagelægge de 13 km. Incl. Frokost og pauser.
Rute de Cretes
En meget smuk vandretur på klippekanten mellem La Ciotat og Cassis. Varer ca 5 timer.
Cavallion
Til højre for turistbureauet fører en trappe op ad bjerget. Efter kort tids opstigning har man en flot udsigt over by og omegn. Den gamle trappe fører op til et kapel. Vær forsigtig med de mange snævre passager.
Chateau la Dorgonne
Et økologisk vinsted, hvor man kan gå en smuk afmærket rute blandt de forskellige vinsorter og oliventræer. Afslutningsvis kan man prøvesmage det færdige produkt.
Château la Dorgonne
Route de Mirabeau – D135
84240 La Tour d’Aigues