Hus i Frankrig

En dansk perle i Provence
Midt i hjertet af det ”rigtige” Provence for foden af de skønne Luberon bjerge ligger Auberge du Vieux Pont – en dansk ejet og drevet ejendom med ti velindrettede lejligheder, som i mere 25 år har været feriebolig for de danske andelshavere, der er medlem af foreningen A/B Merindol.
Fred og ro og skøn natur
Her er vi langt fra den til tider lovligt hektiske atmosfære, der kendetegner feriestederne på Cote d’Azur, hvor jet settet kommer for at blive set i Nice, Cannes og St Tropez.
Vi er ude på landet på grænsen mellem departementerne Vaucluse og Bouches du Rhone. Midt mellem Merindol og Mallemort – to byer, der absolut ingen turistattraktioner har at byde på.
Altså udover autentisk Provence-stemning, glimrende indkøbsmuligheder, ugentlige markeder og en række dejlige restauranter og cafeer.
Tæt på historiske og spændende franske byer
Men inden for mindre end en times bilkørsel fra huset ligger både Middelhavets strande, Marseilles storbypuls, den ufatteligt smukke gamle universitets- og handelsby Aix en Provence, middelalderbyen Avignon med sit pavepalads og sin legendariske halve bro, antikvitets-mekkaet Isle-sur-Sorgues samt den stribe af vidunderlige bjerglandsbyer i Luberon, som den engelske forfatter Peter Mayle så levende og humoristisk beskriver i ”Et år i Provence”: Bonnieux, Menerbes, Lacoste, Rousillion og Lourmarin.
Med andre ord – Auberge du Vieux Pont ligger lige midt i et af de mest spændende, solbeskinnede og alsidige områder i Europa overhovedet.
Hvis du er interesseret i at købe en andel i vores hus, så kontakt os i dag.
Historien
Huset rummer en farverig historie, som oven i købet næsten er sandfærdig.
Det oprindelige hus blev bygget for godt 100 år siden og den første ejer ernærede sig fortrinsvis ved at sælge grøntsager og andet godt. Da transport ofte foregik til hest, var der selvfølgelig også mulighed for opstaldning (lejlighed 3), hvis kusken fik trang til en dram i ”Bar de la Gare”, som lå i tilknytning til butikken. Stueetagen rummede desuden et par værelser, og kælderen (lejlighed 1) blev brugt som lager.
På et senere tidspunkt overtog sønnen Charles huset, og hans kone Damienne udviklede ”Bar de la Gare” til områdets gourmet restaurant ”Le Vieux Pont”. Damienne var Korsikaner, og efter sigende en attraktiv, veldrejet iværksætter i sin bedste alder, som forinden havde haft en gylden karriere som værtinde med ansvar for champagnesalget på bar Casanova i Paris.
I lejlighed 6 var der soveværelse med en seng, som blev frekventeret både nat og dag, og som en ekstra service – fra værtinden – var der også et ”VIP”-værelse, hvor fornemme mandlige gæster kunne få lettet trykket. Efter en glorværdig årelang karriere som værtinde syntes Damienne, at tiden var kommet til at nyde en velfortjent pensionisttilværelse i mere rolige rammer, og afhændede derfor sit ”livsværk”.
Den næste ejer huset af var Betty Ramstein. Hun kom oprindeligt fra Alsace og var desforuden italiensk komtesse med eget adelsskjold og det hele. Hun udbyggede og moderniserede med flere værelser og stedet blev til Auberge du Vieux Pont.
For 30 år siden overtog AB Merindol huset, som siden har været ”hjemsted” for mange glade danske andelshavere.
Kilderne til historien er ”kyllinge” John og hans mor Ella, som i mange år har været naboer til Auberget. John kan du møde hver fredag på markedet i Mallemort hvor han sælger de lækreste grillkyllinger m.m.