Om AUBERGE DU Vieux Pont

Fælles om feriebolig i Provence

Alle danskere ved formodentlig at det er dyrt at købe ejer-/feriebolig i Provence. Det var der også nogle fremsynede mennesker der tænkte for 25 år siden.

Hvorfor så ikke købe et hus i fællesskab og dermed gøre det økonomisk overkommeligt at være ”husejer”, tænkte de videre.

Som sagt så gjort, og nu har ”Huset ved den gamle bro” været ejet i fællesskab af ca. 60 danske familier siden, gennem tiden har de haft utallige gode ferier og oplevelser i huset og området. Og det til penge, der er til at betale.

Til vedligeholdelse og pasning af den store have, har vi engageret en lokal havemand, der sørger for at have og planter trives året rundt. Desuden er der en ”vicevært” som arbejder nogle timer om ugen med husets pasning, opsyn og vedligeholdelse.

Endelig er der mulighed for slutrengøring af lejligheden mod (mindre) betaling.

Der afholdes generalforsamling 1 gang årligt, hvor økonomi, budgetter og nye projekter behandles, ligesom der gennemføres valg til bestyrelsen.

Fælleseje, fælles mål, fælles glæde i Andelsboligforeningen Merindol, interesseret? så kontakt os.